Tid er penge

Af Peter Wieth

 

Indledning

”Tid er penge!” Et klassisk citat på linje med Gordon Gekko’s ”Greed is Good.” (Wall Street 1) eller ”Arbeit macht frei.” (Diefenbach, 1873). Og vi har formentlig hørt det flere gange hen ad vejen, begyndende med Joakim von And og måske også, når forældre eller andre velmenende personer har opfordret os til ikke at ”spilde tiden” (hvordan man så i øvrigt gør det?!).

”Tid er Penge” kan fortolkes og uddybes på flere måder – og også vurderes Out-of-the-Box. Og det er simpelthen temaet for denne artikel.

 

Tid er Penge – arbejdsudbud 

Teori om arbejdstageres beslutning om udbud af mængde af arbejdskraft omtales faktisk i undervisningsbøgerne i Mikroøkonomi på 1.år (Perloff, Frank), men er ikke en del af pensum. Desværre, for det er absolut et spændende emne, men ikke så nødvendigt som andre emner, der indgår i pensum, og bl.a. derfor fravalgt. Men her følger et crash course:

Man forestiller sig en lønmodtager, som kan vælge at udbyde arbejdskraft for 0-24 timer om dagen til en fast timeløn w. Dette er faktisk ”Tid er Penge” i helt ren form, for (arbejds-)tid omsættes direkte til penge, mere præcist h*w dagligt, hvor h er den daglige arbejdstid i timer, og den højest mulige indkomst teoretisk set er 24*h.

Lønmodtageren som Forbruger kan nu vælge mellem to ”Varer”, nemlig Fritid hhv. Penge/Materielt forbrug. Prisen, nogle gange kaldet ”skyggeprisen” for at gøre det mere spændende, på en times Fritid er w, for det er jo det beløb, man går glip af ved at holde fri i stedet for at arbejde. Lønmodtageren vil så vælge det arbejdsudbud, hvor hans/hendes budgetlinje tangerer en indifferenskurve for de to Varer. Og hældningen (på både tangenten og budgetlinjen) modsvarer prisforholdet, dvs. prisen på Fritid ift. prisen på Varer.

 

Skattelettelser?

Hvad sker der så, når den effektive timeløn stiger, fx ved skattelettelser, som i øvrigt forudsættes ikke at påvirke øvrige varepriser i Økonomien? Det betyder, at Fritid bliver relativt dyrere (man går nu glip af en større mængde Materielt forbrug ved at holde fri), og der vil optræde en Substitutions- og en Indkomsteffekt – altså de sædvanlige effekter, men på en lidt anden måde.

 

Substitutionseffekten betyder, at man på den ene side vil flytte forbrug væk fra den vare, der er blevet relativt dyrere, dvs. forbruge mindre Fritid, svarende til at arbejde mere. På den anden side er der Indkomsteffekten, som bevirker, at man har råd til at holde mere fri og alligevel tjene det samme (eller mere) sfa. den højere timeløn (efter skat).

 

Substitutionseffekten og Indkomsteffekten trækker således i hver sin retning, og nettoeffekten af skattelettelser på arbejdsudbuddet vil afhænge af den individuelle lønmodtagers præferencer. En vis generaliseren er dog mulig. Det er således ikke urimeligt at antage, at en lavtlønnet person i højere grad vil være villig til at øge arbejdsudbuddet ved en skattelettelse end en højtlønnet, og den maksimale effekt på det samlede arbejdsudbud fås således ved at give skattelettelser også til lavtlønnede, fx gennem et højere bundfradrag for alle beskæftigede, frem for topskattelettelser.

 

Helt så enkelt er det dog ikke. For det første er præmissen adfærd blandt den eksisterende arbejdsstyrke. Topskatten kan sagtens påvirke selv beslutningen for en højkompetent person om at arbejde i Danmark i forhold til et andet land. For det andet hjælper det ikke at øge arbejdsudbuddet, hvis der ikke er efterspørgsel (jobs).

 

Omvendt er der det fordelingspolitiske aspekt, hvor det har virket ganske rimeligt at skrue skruen lidt tilbage og sænke skatten for de højestydende skattebetalere. De bredeste skuldre bærer jo stadig de tungeste læs, selvom man letter byrden en anelse. Men man må ikke kalde det fordelingspolitik, for det er politisk ukorrekt. Så hellere en (formentlig) saglig ukorrekt argumentation om et øget arbejdsudbud blandt højtlønnede.

 

 

Lukkeloven!

Efter lukkelovens ophævelse er det nu muligt for supermarkeder generelt at holde åbent på de tidspunkter, hvor folk har mulighed for at købe ind – lyder fornuftigt. Men hvad med de butiksansatte, som nu må arbejde længere – eller i hvert fald skævere? Lad os se nærmere på det.

 

Hvis det samlede dagligvareforbrug ikke stiger (og hvorfor skulle det det – hvor mange impulskøber lige en liter letmælk onsdag aften?!), stiger den samlede omsætning heller ikke, og så kan der kun være tale om at flytte markedsandele – fra de små butikker / købmænd til større kæder, som bedre kan skalere bemandingen i ydertimerne.

 

Samfundets fordel kommer af, at mange mennesker nu kan sprede deres forbrug over flere af døgnets timer, typisk efter arbejde, hvilket kan være meget praktisk. Ulemperne er dels bortfaldet af nærbutikker i lokalmiljøer, dels arbejdsugen for de mennesker, som konkret arbejder i de pågældende butikker. Er det samlet set godt for samfundet, eller var Lukkeloven i virkeligheden løsningen på et Prisoners’ Dilemma, som fastholdt hensigtsmæssige åbningstider? Helt ærligt – aner det ikke!

 

 

Salige er de enfoldige, som ikke ejer tvivlens nådegave

Skattelettelser og Lukkeloven er emner, som det tilsyneladende forudsætter lidt analyse og tankearbejde at komme til bunds i. Men her kan man nemt springe over, hvor gærdet er lavt, ved eksempelvis at have en fast ideologi – religiøs eller (som her) politisk, som friholder en fra at tænke selv.

 

En af mine venner er ultra-liberal LA-vælger. Skattelettelser? Ja selvfølgelig, staten skal generelt tage så få af borgernes penge som muligt! Lukkeloven? Væk med den, butikkerne må da selv om, hvornår de holder åbent! Jeg siger ikke, at han ikke har ret – måske er jeg egentlig ret enig med ham, men det er ikke så relevant. Min pointe er, at hans holdninger er baseret på ideologi og ikke saglig analyse af konsekvenserne i den konkrete situation.

 

Og socialisterne, altså EL (og Fagbevægelsen, når det er opportunt), har det lige så nemt: Skattelettelser? Nej føj da. Borgerne får i virkeligheden lov til at beholde rigeligt i forvejen, så hvorfor give dem mere? Bemærk mind settet afsløret ved italesættelsen: Udgangspunktet er ikke en situation, hvor folk tjener deres egne penge, som staten så opkræver en del af, men omvendt at staten som udgangspunkt har ret til 100% af folks penge og herefter nådigst kan beslutte en (mindre) procentdel, som så tilbageføres. Lukkeloven? Skal bevares, de butiksansatte skal ikke have det værre, end de har det i forvejen. Fordi de arbejder og derfor i en hard core socialistisk optik alene af den grund har det dårligere end folk, som får penge uden at arbejde.

 

Igen, hvorfor tænke selv, når man kan lade sin politiske ideologi give svaret? Det var et retorisk spørgsmål. Jeg tror heldigvis, de fleste FLØK’ere både som økonomer og filosoffer vil mene, at det både er mere tilfredsstillende, udfordrende og retvisende netop at  basere sine holdninger på tankevirksomhed frem for ideologi.

 

 

Penge er Tid – Arbeit macht frei

Dette er en logisk omformulering af ”Tid er penge”. Tid kan omformes til penge ved arbejde, jf. oven for, men processen er ikke irreversibel: Penge kan også omformes til tid ved at betale andre for at tid.

 

Jeg gider ikke bruge tid på at gøre rent. (Mere end højest nødvendigt naturligvis, der ser da ok ud herhjemme). Så Mel kommer hver 14. dag og giver lejligheden en omgang i et par timer. Mel er fra Filippinerne og har egentlig et navn med 4-5 stavelser, men Mel er nemmere at udtale.

 

Jeg synes, der er fint, for de penge jeg betaler, er yderst værdiskabende for mig i forhold til, hvad jeg får. Og jeg kan bruge tid til andre ting – arbejde for eksempel, som jeg synes er sjovt og samtidig kan give mig penge til at betale for rengøringen. Og Mel har udover sit aupair job i Hellerup flere lignende rengøringsjobs. Så hun arbejder i Europa et par år (næste stop, når opholdstilladelsen udløber i Danmark, er typisk Norge – men så sørger hun selv for at give jobbet videre til en ny landsmand) og kan så tage hjem og glæde sig over både sit eget hus og det/de, hun har købt til sin familie. Så det er ren win-win. Som det generelt gælder de serviceydelser, man kan købe sig til.

 

 

Tid er penge – trukket helt ud i ekstrem grad

Nogle folk investerer længere perioder af deres liv for at ændre det radikalt. Som filippinerne, der bruger år på at bygge en formue (efter hjemlige forhold) op. Eller Stein Bagger, som går 6 år i fængsel i forventning om at kunne hente flere hundrede millioner bagefter. Regnestykket hænger muligvis sammen i sig selv – det afhænger naturligvis af Stein Baggers individuelle præferencer, og det er heller ikke sikkert, at han er rationel.

 

Der er dog muligvis et praktisk problem ved at implementere planen om det diskrete, rige liv efter fængslet. Det kan udtrykkes på den måde, at Stein på den ene side skal håbe på, at Interpol/FBI ikke finder ham, når han har hentet de skjulte penge, men hvis han på den anden side bliver fundet af personer, som ikke ligefrem er Interpol/FBI, nærmest tværtimod, ville han nok alligevel ønske, at det var Interpol/FBI, som havde fundet ham først!

 

Moralen? Hvis man laver en business case for en investering, hvor du lægger et stort beløb (som 6 år i fængsel er det, for tid er som sagt flere gange lig penge) up front i forventning om stor fremtidig gevinst, skal man være sikker på, at planen og de bagvedliggende beregninger holder, og være omhyggelig med at vurdere risici – hvad der kan gå galt. Det er noget, som enhver mikroøkonom bør vide, og hvis nogen ikke vidste det, ved de det nu. Det er bedre at læse det i Hvorfor end at lære det på den hårde måde, som Stein måske sidder og reflekterer over lige nu.

 

 

Tid for andre menneskers penge

Det er en særlig feature ved det danske velfærdssamfund, at man kan frigøre egen tid for andre menneskers penge. Som nu Dovne-Robert, der har været 11 år på kontanthjælp, fordi ”samfundet ikke havde været i stand til at tilbyde ham et job, der matcher hans evner og ambitioner”, som han selv så rammende udtrykte det i God Aften Danmark.

 

Well Robert, hvor finder man lige et job, hvis man er uden uddannelse, uden arbejdserfaring, føler sig enormt betydningsfuld og er bedre til at snakke end handle? Jo for resten, der er da 179 jobs, som manglende kvalifikationer ikke er en hindring for at søge, selvom det i al fairness skal medgives, at en del af de ansatte/valgte faktisk besidder visse kvalifikationer. Men de jobs skal formentlig – med de nuværende meningsmålinger – først genbesættes om 3 år. Så bare bliv hængende på kontanthjælpen nogle år endnu, Robert. Det går jo fint!

 

 

Greed is good – f… Janteloven

Janteloven har givet anledning til flere mærkelige citater om penge:

 

”Penge i sig selv gør ingen lykkelige.” (ukendt ophavsmand). Men de gør vel heller ingen Ulykkelige. Og hvis de gør, er der formentlig tale om personer, som er så fucked-up, at de var blevet ulykkelige under alle omstændigheder. Og penge gør det omvendt muligt at skabe ting, der medvirker til lykke. Penge er tid, jf. oven for – tid, som kan omsættes til kvalitetstid til noget, man godt kan lide at lave. Og indkøb af materielle goder og ferier med personer, man godt kan lide at være sammen med. Penge kan medvirke til at gøre den tid, man har, endnu bedre.

 

Eller: ”Hellere fattig og rask end rig og syg” er dummere end Thornings forsøg på at forklare de 12 minutter under valgkampen (undskyld – jeg skal ikke politisere). Statistisk set er rige mennesker mindre syge end fattige, så der er ingen logisk kausalitet i udsagnet. Meningen er vel, at man skal glæde sig over sit forhåbentligt gode helbred, selv hvis man er fattig, men det er da sjovere at være rig og rask. Og omvendt, når jeg engang bliver gammel (og måske syg) tror jeg da også, det er sjovere at have penge. Case closed!

 

 

Tid er andet end Penge – Hvorfor så travlt?

Tid til et tempo- og stilskifte. Og over til den kinesiske poet Lu You (citeret fra oversættelsen af Benjamin Hoff’s ”Peter Plys og hans Tao”): ”Skyerne over os samles og spredes. Brisen i havet blæser bort og vender tilbage. Således er livet, lad os trække vejret dæmpet. Hvem kan afbryde vores fest?”.

 

Hvad er målet, og hvad er midlet? Eller med andre ord (og velkendte mikroøkonomiske termer) – hvad er det egentlig, vi optimerer? Det har jeg faktisk skrevet lidt om i en artikel i forrige udgave af det glimrende studietidsskrift Hvorfor (Nr. 9 Forår 2012; Tema ”World’s best business”). Vi optimerer samlet livskvalitet, og mange faktorer indgår i nyttefunktionen. Det ligger uden for emnet at opliste de andre faktorer her, selvom Penge naturligvis er én af dem.

 

Hvorfor skal børn i de små klasser plages med at  lære endeløse remser uden ad for at reducere det danske gap i PISA-undersøgelserne i stedet for at lære at blive mennesker? Hvorfor skal unge helst straks fortsætte med en uddannelse lige efter 13 års skolegang. Hvorfor skal hjemmepleje og andre ”bløde hænder” bruge det meste af deres tid på dokumentation af indsats og effektivitet? Hvorfor vil Danske (og andre) Bank undgå filialer samt, endnu værre, kunder i de tilbageværende filialer?

 

Tid er penge, men Tid er også kvalitetstid i sig selv til oplevelser, til refleksion, til at høre græsset gro, til alting og ingenting, jf. stemningen i citatet oven for. Tid til at give den fuld gas – og tid til at slappe fuldstændig af og lade op! Hvilket leder frem til sidste afsnit.

 

 

Tid er Penge – hvad kan vi egentlig bruge det til?

Tid er helt klart Penge. I den rette kontekst er dette afgjort nyttig og relevant viden, som kan indgå i en livsoptimering.

 

Den rette kontekst er imidlertid ikke en moraliserende påmindelse af, at vi altid bør have travlt med ”nyttige” aktiviteter og undgå at ”spilde” tiden.

 

Den rette kontekst er derimod bevidstheden om, at tid kan omsættes til penge enten direkte, gennem arbejde, eller indirekte, gennem eksempelvis dygtiggørelse/uddannelse, som senere kan føre til penge og også på anden vis øget livskvalitet. Og at penge, forhåbentligt tjent på en sjov måde, kan frigøre tid fra mindre nydelsesforbundne aktiviteter.

 

Men samtidig også bevidstheden om, at tid lige så vel kan anvendes til fritid, refleksion eller ingenting, hvis det er det, man har lyst til at bruge den til en gang imellem. Det er et valg – men forhåbentlig et aktivt og varieret valg.

 

Kunsten er at sikre en samlet set livskvalitets-optimal anvendelse af sin tid, som både giver nogle gode nu’er og en god fremtid. Og penge, som kan erhverves ved tid, men også kan anvendes til frikøb af tid eller egentlige materielle goder, er et væsentligt element i denne optimering. Men bestemt ikke det eneste.

 

For at kunne lykkes med denne optimering tror jeg egentlig, det er vigtigere at være bevidst om disse sammenhænge, og hvad man selv ønsker at bruge sin tid til på kort og lang sigt (herunder mix’et Penge hhv. øvrige aktiviteter) – således at tiden anvendes efter en plan – snarere end de konkrete valg.

 

Så er der ikke råd til mere – Tid er Penge!