Pædagogiske praksisser i en brydningstid – en refleksion

Af Trine Reese Ptak, stud.HA(fil.)

 

Denne refleksion med udgangspunkt i Universitetspædagogiske praksisser, er ikke et forsøg på en vurdering af hverken konkrete metoder eller pædagogiske praksisser præsenteret i ovenstående bog. Dette skønnes at kunne gøres af mere relevante fagpersoner og personer som arbejder i og med formidling i universitet sammenhæng. Dette vil i stedet være en refleksion som tager afsæt i forskellige problemstillinger som tages op i Universitetspædagogiske praksisser, og i hvilke ændringer i pædagogisk praksis bliver aktualiseret.

Som Hanne Leth Andersen, rektor på Roskilde Universitet skriver i indledningen til Universitetspædagogiske praksisser, presses universitet og dets praksis i stigende grad af den stigende diversitet blandt de studerende. Som hun skriver så er nutidens studerende mere forskellige end nogensinde. Med dette og bogens udgangspunkt in mente kan der således argumenteres for at den pædagogiske praksis ligeledes må udvikle sig qua behovet. Ændringer i universitetsstuderendes baggrund og person, og hermed den samlede diversitet presser universiteterne og forelæserne til at ændre deres pædagogiske praksis.

Underviseren skal således ikke længere videreformidle sin forskning blot med det mål for øje, men nå ud og inddrage den studerende, og således agere motiverende organ. Og dermed tage det ansvar som følger med dette.

Denne tilgang til universitets pædagogik aktualiseres og konkretiseres i Universitetspædagogiske praksisser, hvor forskellige tiltag og pædagogiske fremgangsmåder tages op til inspiration for andre undervisere på tværs af fagligheder. Disse forskellige praksisser stiller dog højere krav til ikke kun den enkelte underviser, men også til institutionen. Under disse krav må medtænkes de ressourcer det således vil kræve at implementerer de nye praksisser, herunder arbejdstid, penge osv – selvfølgelig med argumentet at ændringer i de pædagogisk praksis vil øge kvaliteten af undervisningen.

Man kan således stille spørgsmålet, er det i virkeligheden underviserens problem eller må det således være den studerende, uafhængig af baggrund, som må tilpasse sig undervisningen. Kan man regne er det for i orden at have sådanne forventninger til underviserne såfremt ressourcerne ikke stilles til rådighed.

Samtidig med behovet for ændringer af den pædagogiske praksis presses universiteterne af økonomiske nedskæringer. Disse begrænser universitets ressourcer og derigennem handlemuligheder, og skaber således et ’clash’, idet der således må kræves mere af mindre, og eget initiativ fra for eksempel underviser, bliver vigtigere på grund af forberedelse af tiltag kontra nedskæringer. Personligt engagement kommer derved til at skulle betyde ligeså meget som viljen og ønsket om at formidle forskning med pædagogik i tankerne.

Disse problemstillinger er ikke kun relevante for det generelle universitetsbillede, men kan også ses konkret på et studie som Erhvervsøkonomi og Filosofi. Et studie som ikke blot udemærker sig ved at blive ramt af nedskæringer på instituttet Ledelse, politik og filosofi (LPF), men også gennem en stor diversitet i de studerende, hvortil mange forskellige forventer ligeledes repræsenteres. Hvilket den brede spændevide i kombinationen mellem erhvervsøkonomi og filosofi ikke gør mindre. Således kan man spørge sig selv om FLØK herigennem skal, og kan ses som et konkret billede på det pædagogiske problem, og herigennem, hvorfor er pædagogisk praksis ligeledes er relevant. Igen kan man således stille spørgsmålet, hvorfor er det instituttets problem? Og skal de gøre det et deres problem?

I den grad at der stilles krav fra de studerendes side, kan man ligeledes argumentere for, at reformeringen af uddannelsen har åbnet op for en dialog, ikke kun om fagligheden, men således også om den pædagogiske praksis, der benyttes. Der kan argumenteres for at der på grund af den brede kombination, tiltrækkes en sådan diversitet i typen af studerende, at de krav og forventning der stilles til den givne praksis kan være meget forskel, såvel som de studerendes udgangspunkt.

Den FLØKske boble skaber således ikke kun en forventningskløft i forhold til, hvorvidt den erhvervsøkonomiske eller mere filosofiske tilgang ønskes fremhævet, men også hvordan undervisningen skal tilrettelægges, så den højest kvalitet og udbytte opnås.

Jævnfør allerede nævnte problemstillinger kan der således argumenteres for at Universitetspædagogiske praksisser gør sig selv relevant ved at komme med konkrete undervisningsmæssige initiativer og forløb som således kan implementeres for at gøre op med en aktuel problemstilling. Samtidig modarbejdes samme initiativ har nedskæringer af de ressourcer som kunne være med til at gøre incitamentet for samme nye praksisser lettere at tage i brug. En problemstilling som bogen ej heller selv er helt blind for.

Herfra hvor jeg står, ses universitets pædagogiske linje som i en brydningstid. Der er behov for nytænkning. Forelæsernes tid med enetaler synes forbi, til det punkt at andre pædagogiske praksisser må indføres eller tages op til vurdering. Både universitets rolle som uddannende organ for den almene masse, trendbegreber som innovation og nye elektroniske virkemidler rykker ved grænserne, og selv universiteter må anerkende, at der på den anden side står et arbejdsmarkedet og venter på de nyuddannede.

Til sidst kan man spørge, skal universitet overhovedet rumme og tage hensyn til massen?

 

Litteratur:

”Universitetspædagogiske praksisser”. Redigeret af Lotte Rienecker og Peter Stray Jørgensen: Samfundslitteratur, 2015.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *