Mytteriet på LPF, del III

På trods af adskillige beskyldninger om bagvaskelse og trusler med injurieretssager, vold og – endnu værre – suspension af undertegnedes repræsentationskonto og adgang til Redaktionens vinkælder, bringes her tredje og sidste del af historien om magtkampen på Institut for Ledelse, Filosofi og Politik i forbindelse med reformen af FLØK.

Saigon Central Post Office, august 2014

Efter at have smidt anden del af min beretning i en kuvert og sendt den til Danmark, begyndte jeg at spekulere på, hvordan jeg skulle komme ud af byen. Jeg havde brug for et sted, hvor jeg kunne være i fred, mens jeg skrev tredje og sidste afsnit. Et sted, der på den ene side ikke var alt for tæt befolket, men hvor jeg heller ikke ville stikke ud blandt de lokale. Jeg vidste ikke, hvem der var efter mig, men hvis de havde fundet mig på hotellet, der var booket i et andet navn med hjælp fra min ven på konsulatet, kunne der kun være tale om en særdeles organiseret og ressourcestærk modstander. Jeg havde jo været ude for nogle ting i København og særligt efter, jeg interviewede Ole B. og K.J., tidligere på året, havde jeg flere gange været ude for nærdødsulykker i form af “hændelige uheld”. To uger før flugten til Hong Kong var jeg på vej rundt om en høj boligblok i Nordvest, da et flygel kom sejlende gennem luften og blev slået til pindebrænde lige foran næsen på mig. Jeg kiggede op og forventede at se nogle lamslåede flyttemænd kigge ned på mig, men der var ingen at se. Jeg formodede altså, at byen var infiltreret af mine ukendte fjender. Den centrale busstation var derfor udelukket ligesom lufthavnen også var for risikabel. Jeg tog en beslutning. Hvis jeg kunne komme ud til Mekongdeltaet kunne jeg derfra chartre en båd, eller tage med en af færgerne og derved nå øen Phu Quoc. Øen var endnu relativt ukendt og jeg kunne derfor regne med, at mine fjender ikke ville sende agenter dertil lige med det samme. Samtidig var øen efterhånden kommet så meget på radaren, at en hvid turist ikke ville vække opsigt.

København, forår 2014

Krelle

Efter at have interviewet Ole T. var jeg nødt til at indfinde mig på Brevkassens kontorer for at få godkendt mine udgifter og udsat min deadline, så jeg kunne nå at lave yderligere to interviews og skrive det hele sammen. På redaktionen var der almindelig travlhed, så jeg smuttede uset ned til regnskabsafdelingen for at få kreditten på min udgiftskonto fornyet. Normalt gik det smertefrit – der var næsten ingen grænser for, hvor mange fadøl, flasker og stripklubber, som kunne figurere på kontoudtoget, uden der blev set skævt til det. Men denne gang var det anderledes. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor det pludselig var nødvendigt at forklare, hvorfor en postering på sølle 400 kroner fra Vintønden en tirsdag aften, naturligvis var arbejdsrelateret. Årsagen til den minutiøse gennemgang af mit pengeforbrug stak hovedet ind ad døren, netop som jeg forsøgte at gøre det klart for regnskabsassistenten, hvordan tingene hang sammen. Der stod som sædvanlig en sky af cigarrøg rundt om hovedet på ham, der lod til at give alle andre end ejermanden kvalme. Krelle var som altid i højt humør og gav mig et kammeratligt klap på skulderen. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han havde bedt regnskabsafdelingen om at holde udkig med mig og give direkte besked til ham, når de så mig. Man måtte give fæet, at han ikke var helt så dum, som han så ud. Selvom mit arbejde kun sjældent krævede, at jeg opholdt mig på redaktionen var jeg tvunget til at få mit forbrug godkendt hver 14. dag. Det vidste Krelle og han havde lagt fælden der. Med et fast greb om min skulder trak han mig gennem redaktionslokalet over mod sit kontor. Da vi var inden for døren, smækkede han den i bag sig og kiggede på mig med et uudgrundeligt ansigtsudtryk. Han satte sig tungt i stolen og for første gang i den tid, jeg havde haft min gang på Brevkasseredaktionen, tog han ikke et glas whisky frem på noget tidspunkt i samtalen og – endnu værre – han tilbød heller ikke mig et. Vores samtale strakte sig over så meget som 12 minutter (endnu en usædvanlighed for landets dovneste chefredaktør) og jeg tror kun, jeg fik sagt to ting: at jeg gerne ville bede om en længere afleveringsfrist og bagefter, med cirka 10 minutters enetale fra Krelle i mellem, at jeg nok skulle aflevere mine noter til Karl samme dag. Karl var en munter, norsk knøs og altid værd at dele en flaske med, men jeg havde altid syntes, at hans tilstedeværelse var mistænkelig. For det første burde han vel for helvede arbejde i Narnias oliefond i stedet for at studere i København, og for det andet så jeg ham meget ofte på Brevkassen, selvom han ikke havde nogen officiel tilknytning, men arbejdede i den litterære sektion, hvor man labbede hans elendige digte i sig. Krelles monolog var dybest set ligegyldig. På en eller anden måde havde han fået fingre i de udkast til artiklen, som lå i min aflåste skrivebordsskuffe, eller også var der en af hans lakajer, som havde overhørt mig fortælle om mit igangværende arbejde på en af de nærliggende barer. Under alle omstændigheder var chefen skuffet. Dette var ganske usædvanligt. Råb og skrig kunne ofte høres gennem den lukkede dør, når Krelle skulle gøre sin mening klart for redaktionens medarbejdere, men den anklagende tone og de bedrøvede øjne havde jeg hverken set før eller hørt om fra andre. Han fortalte mig, at jeg var taget af opgaven med at skrive om FLØK-reformen, da jeg lod til at have misforstået, hvilken type artikel, der skulle skrives. I stedet for at bruge en halv eftermiddag på at tale med en håndfuld studerende, nogle undervisere og (som altid) et par af Krelles kumpaner i diverse multinationale selskaber og derefter overlade noterne til en redaktionssekretær, som kunne skrive en artikel helt og aldeles blottet for indhold eller kant, var jeg begyndt at rode rundt i sager, ingen ønskede bragt frem i lyset. Krelle så ud som om, han kunne fortsætte sin lektion i god journalistik i en uendelighed, så jeg skyndte mig at forsikre ham om, at jeg havde lært min lektie og nok skulle overgive mine noter til Karl. Han nikkede tavst og drejede rundt i stolen, så han sad med udsigt over byen gennem det store panoramavindue, mens det eneste, jeg kunne se, var ryggen på han enorme stol. Meningen var ikke til at tage fejl af, så jeg skyndte mig at komme ud fra løvens hule.

Oprør

Ude i redaktionslokalet gik jeg over til mit skrivebord og låste nederste skuffe op. Her lå mine noter om sagen sammen med en næsten tom flaske portvin og den revolver, jeg havde anskaffet mig, efter Henrik og han makker havde slået mig ned ved Dronning Louises Bro. Alle tre ting blev overført til min skuldertaske så diskret som muligt. Da jeg så op, kunne jeg se, at Karl stod og så over på mig. Jeg slap ikke derfra uden at give ham noget, så tog en rød dokumentmappe og fyldte den med ligegyldige, halvfærdige artikler, håndskrevne ark og en masse servietter, hvor der enten var skrevet ligegyldige væddemål med ulæselig håndskrift (selvfølgelig ville Bjarne Corydon ikke blive Danmarks Statsminister) og lignende genstande fra den litterære losseplads, mit arbejdssted bedst kunne betegnes som. Jeg skrev ‘FLØK reform’ på omslaget med en sort tusch og smækkede mappen i favnen på Karl, da jeg gik forbi ham uden at værdige ham et blik. Det skulle fandeme blive løgn! Jeg besluttede mig for alligevel at gøre arbejdet færdig. Så kunne Krelle ellers sætte mig til at dække kvindernes DM semifinale i bowling eller fyre mig fra Brevkassen. Jeg var træt af det hele og af en eller anden grund mente jeg, at denne artikel ville være en god afsked med Kassen, Studietidsskriftet og alle de slyngler, som huserede derinde. Jeg måtte finde nogen, som kunne hjælpe med at få trykt artiklen uden indblanding fra Krelles hånd. Men først måtte jeg se at få interviewet Ole B. og Kurt, inden mit pressekort blev inddraget.

Interview

Ole B. stod først for tur. Jeg havde lavet en aftale med ham, så han ventede mig, da jeg bankede på døren til hans kontor. OB var en karismatisk fyr, som tog sit arbejde alvorligt. Derfor havde jeg gravet en af hans lidt ældre udgivelser – en bog med titlen ‘Etik Uden Moral’ – frem på et bogudsalg på Københavns Universitet. Jeg bad ham om at signere den i håbet om, at det ville få hans tunge på gled med lidt smiger. Det virkede glimrende, men til min store fortrydelse var det ikke meget, han kunne fortælle mig. Vi talte lidt om reformens indhold, og jeg lyttede høfligt til, mens Ole forklarede, hvordan de studerende skulle undervises på en måde, der i langt højere grad forsøgte at integrere filosofi og økonomi i flere af fagene, ligesom der skulle undervises mere ved brug af cases. Selve processen kunne han desværre ikke udtale sig om, fordi han ikke sad i Studienævnet på det tidspunkt og ikke kendte til den affære, jeg var i gang med at undersøge. Han kunne dog fortælle mig, at implementeringen ikke havde været helt gnidningsløs, men som han forklarede, var det naturligt, idet alle på LPF havde meget investeret i FLØK og når der skete væsentlige ændringer ville nogen uundgåeligt føle sig trådt over tæerne eller tilsidesat. Jeg måtte indrømme, at jeg syntes, det lød ganske rimeligt. I sin funktion af gruppeleder på LPF havde Ole dog et ekstra øje på, hvordan instituttets medarbejdere trivedes og hans vurdering var, at der herskede en mestendels god stemning. Som han sagde: “Vi er gode til at blive uvenner, vi er ikke bange for konflikt, men kan altid mødes om det til sidst.”

Han fortsatte en tid og sagde blandt andet, at evalueringerne fra de studerende var exceptionelt gode, hvilket naturligvis var fint nok, men ikke var et aspekt, som havde nævneværdig interesse i det øjeblik. Jeg takkede for hjælpen og satte kurs direkte mod hjørnekontoret, hvor Kurt ligeledes ventede mig.

Han startede med at fortælle mig lidt om reformens indhold og, igen, lyttede jeg høfligt, mens han med stolthed fortalte om en stigning på 36% i antallet af 1.-prioritets ansøgere bl.a. fordi adgangskravene var blevet modificeret, så flere studerende fra andre uddannelser end HA(fil) fik mulighed for at søge ind, og 2014 dermed var et rekordår for antal ansøgere. Her kunne jeg have bemærket, at ansøgerstigningen for CBS generelt havde været på 26% mellem fra 2013 til 2014, men jeg mente ikke, det var nødvendigt. Derudover fortalte han mig, at han havde oplevet en stigende interesse fra udlandet, og at han selvfølgelig syntes, det var fedt at blive ringet op af Wall Street Journal for at tale om uddannelsen og blive kontaktet af en konsulent, som gerne ville tilbyde at blive underviser på FLØK. Han fortalte flere positive historier, men til sidst kunne jeg ikke længere dy mig, men spurgte ham direkte, hvordan han havde oplevet processen og reformormens tilblivelse. Det første, han sagde, overraskede mig ganske meget. Han fortalte, at reformen af cand.merc.fil var blevet enstemmigt vedtaget på et studienævnsmøde, hvor også Ole T. deltog – Ole havde altså stemt for forslaget om at reformere kandidatuddannelsen. Herefter havde han dog forladt studienævnet. Da jeg spurgte, om folk generelt havde været tilfredshed blandt medarbejderne på LPF, kigge Kurt på mig et kort øjeblik, inden han sagde: “Du har talt med Ole, så du ved allerede, at der var utilfredshed. Jeg vil ikke gå i for mange detaljer, men lade det blive ved, at det er uhensigtsmæssigt at lade være med at tjekke sin mail i 14 dage. Og så skulle jeg ovenikøbet stå model til at blive kaldt kupmager! Der var selvfølgelig flere visioner for, hvordan uddannelsen skulle udvikle sig, men hvis man vil lave en gennemgribende reform, kan man ikke lave indgå for mange kompromiser. Akkrediteringsrådet havde været meget skarp i sin kritik, hvilket skabte en stemning af, at handling var påkrævet. Det var min vurdering, at til sidst var vi nødt til at skære igennem. Vi kunne ikke forenes og nogle gange kommer man til en skillevej. Det var enten en gennemgribende reform, ellers ville det være blevet ved småændringer. Nu er der til gengæld kommet et nyt drive, som kan ses både hos de studerende og underviserne. Vi har gjort en masse i år, blandt andet har vi afholdt to åbent hus arrangementer for interesserede, der kun handlede om FLØK.”

Vi talte lidt videre om akkreditering af uddannelser, men jeg kunne ikke koncentrere mig, så jeg takkede af og begav mig ud i den silende regn, hvor jeg formålsløst vandrede rundt i Frederiksbergs gader med en masse ubesvarede spørgsmål i hovedet. Hvis Ole T. var så meget imod reformen, hvorfor havde han så stemt for? Hvor langt var Kurt gået, da han havde skåret igennem og var det virkelig nødvendigt? Betød det hele overhovet noget længere? Reformen var vedtaget og jeg vidste ikke engang om processen bag interesserede nogen af de studerende. Der var kun én ting at gøre: jeg måtte få trykt det materiale, jeg indtil videre havde skruet sammen og derefter vaske mine hænder af hele denne sag.

 

Advarsel

Jeg besluttede mig for at opsøge Amalie på kaffebaren Den Lille Gule. Hun var ny på bladet og ikke fedtet ind i hele det spind af løgne og bedrag, som havde sit udspring på Brevkasseredaktionen. Desuden havde mine venner fortalt mig, at hun stod til at blive valgt som ny chefredaktør på bladet, så jeg tænkte, at det var godt at sikre mig, hun var indforstået med planen. Artiklen skulle egentlig have været bragt i ét stykke, men på grund af længden, måtte jeg bryde den op i del I, II og III. Første del var allerede klar og det eneste jeg manglede, var en person, som kunne sikre, at den blev bragt uden at Krelle eller andre fik mulighed for at gøre indsigelser. Amalie havde en glimrende plan. Vi skulle blot opliste den som en special edition, så ville Amalie sørge for, at de rigtige personer blev involveret til korrektur, layout og tryk. Som en afskedssalut til Krelle besluttede vi at det skulle være en Brevkasse Special. Jeg gav den første del af manuskriptet fra mig og skulle lige til at bestille en øl, da min telefon ringede. Det var bartenderen fra Burma, som fortalte mig, at der havde været nogle særdeles grovkornede typer, som spurgte efter mig og fremviste et portræt af selvsamme til alle, de stødte på. Da en af dem fiskede sin tegnebog frem havde bartenderen set, at en af varylerne bar en revolver i et skulderhylster.

Flugt  

Afsted! Jeg havde ingen anelse om, hvorfor disse folk var efter mig, men det kunne kun have noget at gøre med det manuskript, jeg netop havde afleveret. Jeg måtte altså se at komme ud af landet. Hvorhen var mindre vigtigt, men det skulle gerne gå stærkt. En masse “ulykker” der flere gange havde været nær ved at fratage mig livet eller førligheden virkede pludseligt meget suspekte. Efter mange strabadser ankom jeg sikkert i Hong Kong, hvor jeg boede på Mik og Judys båd, hvor jeg tilbragte dagene med at sove og aftnerne på Banana Joes med de andre expatriates. Situationen i byen var dog for uholdbar, så jeg drog videre mod Vietnam. Her burde jeg være i relativ sikkerhed, selvom jeg ikke måtte blive i byen længere end højst nødvendigt. Jeg havde indtrykket af, at mine forfølgere ikke ville stoppe med at jage mig, før jeg var død.

Phu Quoc, 1. februar 2015

Jeg har nu skjult mig på Phu Quoc i et halvt år og tiden er inde til at komme videre. Det har taget lang tid, at få samlet alle trådene til en nogenlunde sammenhængende fortælling og jeg sidder her med min skrivemaskine og skal til at sætte sidste punktum. Der er en frygtlig larm fra lobbyen, som gør det svært at koncentrere sig. Jeg kan stadig ikke finde ud af, hvem der har stræbt mig efter livet, men jeg tror det er et afsluttet kapitel. Larmen fra lobbyen tager til. Jeg må hellere se at komme væk herfra, bare for en sikkerheds skyld.

[Sidste side er håndskrevet og bringes her, som det blev fundet, red.]

Jeg stopper op i vandkanten og holder vejret. Længere nede ad stranden kan jeg se mine forfølgeres lommelygter lyse i alle retninger. Jeg kan høre en stemme råbe på norsk og pludselig står det hele klart for mig. Hvis det er Karl, som løber dernede på stranden, er der kun én person, der kan stå bag. Selvfølgelig er det Krelle, det dumme svin. Han havde sat min til at dække FLØK-reformen, fordi han gættede, at mit forhold til Studienævnet og min svaghed for stærke drikke, ville garantere en overfladisk og ufarlig dækning af begivenhederne. Henriks rolle er stadig en gåde for mig, men det er en mulighed, at han simpelthen forsøgte at skræmme mig væk fra arbejdet med artiklen, fordi han gættede, hvordan Krelle ville reagere på mine kritiske observationer af hans rolle og den dybt korrupte brevkasseredaktion. Jeg havde hele tiden troet, at det var historien om mytteriet på LPF, som var grunden til, at jeg var blevet jaget vildt. Forklaringen er langt mere simpel. Det var blot fordi Krelle – den selvfede, cigarrygende galning – ikke havde kunnet lide min beskrivelse af hans person og den redaktion, han var ved at køre i sænk. Hurtigt beslutter jeg mig for en handlingsplan. I min skulder taske finder jeg endnu de tre genstande, som jeg tog med, sidste gang jeg satte fod på Brevkasseredaktionen: mit manuskript, en næsten tom portvin og en skyder. Jeg vil drikke resten af portvinen, inden manuskriptet og denne sidste side proppes ned i den og sendes til havs. Så er der kun mig, min pistol og slynglerne længere nede ad stranden… 

Post Scriptum

Denne artikel er stykket sammen på baggrund af en række maskinskrevne dokumenter og et enkelt håndskrevet ark, der blev fundet flydende i en portvinsflaske i Mekong Deltaet. Redaktionen ønsker at takke den ansvarlige journalist for et fornemt stykke arbejde, og beklager at måtte meddele, at den danske ambassade i Vietnam meddeler, at den pågældende journalist må formodes at være omkommet, da han ikke er set i adskillige uger. Til sidst vil vi gerne forsikre vores læsere, at de i artiklen udstillede problematikker på redaktionen vil blive taget hånd om. I den forbindelse udsender vi en efterlysning på Brevkasseredaktør Christian Jonasson, bedre kendt under aliaset Krelle“, som formodes at skjule sig ved kysten i det sydlige Danmark. Skulle nogen af vores læsere have oplysninger om Krelles opholdssted anmoder vi om, at vedkommende omgående henvender sig til Politiet.  

-Redaktionen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *