Flygtningekrisen og den politiske fallit

By Rasmus Ulstrup Larsen 

 

Flygtningekrisen har sat de politiske ideologier til vægs. De politiske ideologier har mistet deres kraft i mødet med virkelighedens udfordringer, da denne flygtningekrise har påvist uoverensstemmelsen mellem den rationalistiske abstrakte kontraktteori, der traditionelt har dannet grundlag for vores politiske tænkning, og så mødet med de mennesker der står uden for kontrakten. Filosofiske principper er afløst af narrativer, rationelle argumenter er erstattet af banale analogier, og tilbage står politiske principper uden mulighed for at levere løsningsforslag der kan kapere situationen.

Den ellers så almindelige tankebevægelse i udledningen fra politisk princip til konkret løsning, er opløst og erstattet af kunst. Vi begriber situationen gennem rørende billeder, personlige fortællinger, og narrativer der skal frembringe de pointer, som sproget ikke længere rationelt kan. Religiøse institutioner kæmper internt mod hinanden, om kampen for at have næstekærlighedsbuddet på sin side i holdningen til flygtninge. Ikke siden bioetikkens fremkomst grundet den teknologiske udvikling har selve den politisk-filosofiske disciplin været sat sådan ud af spil, som den er af flygtningesituationen. Det filosofiske begrebsapparat kan simpelthen ikke begribe de etiske og politiske problemer, der er på spil i den konkrete situation.

Årsagen hertil er kompleks og mangefoldig, men filosofihistorisk er situationen interessant. Situationen er filosofihistorisk interessant da de liberale filosofiske teorier som danner udgangspunkt for vores common sense opfattelser af de politiske forhold, tager udgangspunkt i hvilke forpligtelser, en stat har overfor sine statsborgere. Teorierne forholder sig derimod ikke til, hvilke forpligtelser en stat har overfor dem, der ikke er en del af denne kontrakt mellem stat og borger.

Diskussionen om hvad vi skal gøre i mødet med flygtninge, er derfor blevet ligeså vilkårlig og svær at begribe, som hvis man diskuterede det præcise antal kroner en tigger på gaden burde have. Svaret må altid blive vilkårligt, da man ikke kan besvare spørgsmålet med henvisning til noget etableret filosofisk eller politisk ideologisk princip.

Overordnet set kan man dog pege på en politisk tænkning, som kan kapere den konkrete situation nemlig: et konservativt nationalsindet tænkning. Det konservative synspunkt repræsenterer nemlig et konkret udgangspunktet om hvordan verden er, nemlig at menneskets rettigheder er bundet til en nationalstat. Enhver nation er først og fremmest forpligtet på sine egne statsborgeres interesser, ligesom enhver anden interesseorganisation først og fremmest er forpligtet på sine egne medlemmers interesser. Men denne form for tænkning er på hård prøve i flygtningesituationen, da vi i den globale moderne verden med liberale menneskerettigheder og universel tænkning anser mennesket for at være hævet over nationalitet og tilhørsforhold. Vi står altså i et paradoks, hvor opdelingen i nationer er den virkelighed, som er udgangspunktet for vores politiske mulighedsbetingelser, men vi forholder os til denne virkelighed med en liberal universel tænkning. Det giver uundgåeligt en sådan forvirret, og uløselig situation vi står i nu.

Spørgsmålet er derfor om vi overhovedet kan besvare den type spørgsmål, som rejser sig i flygtningesituationen med de liberale og universalistiske ideologier, som vi har til rådighed. Det mener jeg ikke at vi kan, derfor må vi indstille os på en ny måde at anskue det politiske på med udgangspunkt i det nationale. Der har hverken abstrakt liberalisme eller universalisme nogen relevans.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *